INSTRUKTØRER

Instruktørerne for FolkCamp 2021 kan du læse om her.

Skal du bruge en uge på dansegulvet, så kan vi her præsenterer de to top seje danseinstruktører for FolkCamp 2021!
(Pssst! Skal du spille musik, så kommer musikinstruktørerne lige neden under.)

NATHASJA

En hånd til Nathasja, har folkedans og folkemusik i blodet – hun er nærmest vokset op i den lokale folkedanserforening både som danser men også som musiker. På FolkCamp er Nathasja en af danseinstruktørerne og her nyder vi godt af hendes store dansemusikalitet, gode teknik og viden om samspillet mellem dansen og musikken. Nathasja er igang med at blive violinist fra Syddansk Musikkonservatoriums folkemusiklinje og så kan hun sige “godmorgen” på japansk, “det går jo nok” på grønlandsk og “ja” på norsk – helt genialt! 

RIKKE

Rikke Rasmussen er dansemus nummer to, der skal være danseinstruktør! Rikke er højtelsket på FolkCamp, hvor vi kender hende som en hammerdygtig instruktør med en kæmpe viden og erfaring indenfor folkedans og med fokus på teknikken. Rikke har også lidt af et sove-hjerte, dygtig til at ramme snooze-knappen og vidste du at hun har været statist i julekalenderen “Den anden verden”?! Wuhu for Rikke!

JONAS

Jonas er uddannet violinist fra folkemusiklinjen på Syddansk Musikkonservatorium, men på FolkCamp kender vi ham som lidt af en multiinstrumentalist, der ofte står med alt muligt andet end lige violinen – kontrabas, guitar, mandolin, elbas, synth, you name it! Jonas er noget nær det, der må kaldes arrangørernes favorit, for her har I altså en arbejdshest der altid træder til med sin fænomenale musikalitet, altid har den gode melodi, lige hjælper til lidt her og lidt der i orkesteret, altid melder sig til at gå sidst i seng og lukke skolen af og selvom han egentlig ikke selv er stor fan finder vi ham år efter år i front for Palmedansen (og vi glæder os igen i år Jonas). Faktisk er Jonas så meget en holdspiller, at han helt frivilligt har meldt sig til at danse solo med dansen “vride rumpe” på en af de største og mest anerkendte folkemusikfestivaler i Europa, Kaustinen Folk Festival! Hurra for Jonas!

FREDERIK

Frederik er uddannet violinist fra folkemusiklinjen på Syddansk Musikkonservatorium, han er en af landets dygtigste folkedansere og har optrådt både i ind- og udland, og så har han også lige læst medicin og arbejder som læge ved siden af folkemusikken og folkedansen. Som om Frederiks CV ikke var imponerende nok, så har han det bedste humør, den fedeste energi og kæmpe erfaring indenfor især samspillet mellem musikken og dansen med stort fokus på den danske tradition. Frederik er også lidt af et legebarn og har f.eks. stadig en fidgetspinner derhjemme – et år lavede han faktisk en workshop på FolkCamp i netop fidgetspinneren!
Frederik er bygget ud af den gode, fynske muld og vi er så glade for at han er en del af holdet!

KIRSTINE 

Armene i vejret for Kirstine Sand! Kirstine er vokset op med folkedans og folkemusik, er uddannet fra folkemusiklinjen på Syddansk Musikkonservatorium og arbejder nu både som underviser og med at spille koncerter. Kirstine er hamrende god til rigtig mange ting, men på FolkCamp nyder vi især godt af hendes måde at spille til dans på, hendes fede kompositioner og melodivalg og hendes altid gode humør. Hvis du vil gøre Kirstine ekstra glad skal du bare finde en julekalender frem, hun elsker dem og stod det til hende blev de vist året rundt! WOOO!

JONATHAN

Jonathan Bredholt er pianist, uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium og på FolkCamp kan man oftest finde ham foran rytmegruppen i storspil, ved klaveret til stordans eller igang med at få tæv i en seriøs omgang brætspilsturnering. Jonathan har en helt unik evne til at finde de bedste melodier at tage med på FolkCamp og humøret er altid helt i top. Vi kan slet ikke vente med at være sammen en hel uge med Jonathan og det flotte hår (der kræver flere hårprodukter end hans kærestes)! High five til Jonathan!

ANJA

Anja spiller klarinet og er uddannet på folkemusiklinjen fra Syddansk Musikkonservatorium og er både underviser samt med i flere forskellige bands. Anja skal i år trylle med blæserne og sammen med Martin, det er et dream-team! På FolkCamp kender vi Anja som blid og god som dagen er lang og det er faktisk noget der har fulgt Anja fra hun var lille, hvor hun gik ture op og ned af hovedgaden med hendes kæle-gedebuk Mads i snor og ved siden af en veninde der gik tur med et får! Vi er så glade for at have Anja med på holdet (helst uden gedebukken Mads)!

ANDREAS

Andreas er violinist og uddannet fra folkemusiklinjen på Syddansk Musikkonservatorium. Han er kendt for at have energi for to, fede melodier og fantastisk swing men måske endnu vigtigere er at han er tidligere amtsmester i spydkast – til stor overraskelse for de andre spydkastere, hans trænere, dommeren og ham selv! Giv en ordentlig High five til Andreas!

MARTIN

Varmt velkommen til Martin Strange Lorenzen! Martin spiller klarinet, er uddannet fra Syddansk Musikkonservatoriums folkemusiklinje og har altid beskæftiget sig med folkemusik og folkedans. Han brænder for mange ting, men især den danske folkemusiktradition står Martins hjerte nært og så kan han åbenbart opsummere plottet af samtlige 13 (14’eren vil han vist ikke tale om) Olsen Banden film. Vi er så glade for at Martin skal være instruktør på FolkCamp 2021!
Billede taget af Ivan Riordan Boll.

Husk, at du kan altid følge de seneste nyheder omkring FolkCamp 2021 på vores facebook!

NYHED!
Ønsker du endnu mere information om kurser, stævner, workshops og lign. for de 10-15 årige med en interesse for folkemusik og folkedans:
Læs mere om vores nye mailliste her!

 

Webmaster - Søren Hygum
Indhold af FolkCamps arrangører

Læs mere om vores privatlivspolitik